Forårets komme

Jeg mærker det helt ind i min sjæl og overalt på min hud. Foråret nærmer sig med listende skridt. I haven og i skoven bryder små, skrøbelige vintergækker, erantiser og påskeliljer op af jorden, mens solen langsomt indtager mit værelse på ny. Gensynet er vidunderligt - det er så lang tid siden, vi sidst mødtes, foråret og jeg.

Jeg vågner om morgenen med kroppen fuld af energi og er ufatteligt klar på den nye dags komme. Jeg cykler i skole med kun én ekstra trøje på, og vinterstøvlerne er nu for alvor lagt på hylden. I skolen falder jeg i staver, ser gennem vinduet og ud på foråret og glæder mig til igen at komme ud blandt strålerne. Gymnasiet er mørkt. At gå ind gennem dørene er en pinsel for mine lemmer - ikke på grund af timerne, men fordi solen ikke trænger igennem den tunge bygnings tykke mure.
Mens jeg laver lektier, drister solens klare stråler sig til at trænge igennem den beskidte rude og afslører støvet fra de foregangne lange, kolde måneder. Min drejende lysestage sender reflektioner af lyset rundt og rundt i en uendelighed, mens fuglene kvidrer og leger i trækronerne. De er fornøjede, præcis som jeg. For nu kommer foråret med al sin glans, livsglæde, varme og lys.

Vinter vs sommer

Den dybe, beroligende summen fra brombasser. Duften af syrener, der er overalt. Lys, der får New York til at blegne. Fuglekvider klokken seks om morgenen. Smagen af jordbær, der overfalder hvert et smagsløg.
Jeg drømmer om sommer. Sommer er endegyldigt den mest overvældende og opmundrende årstid. Jeg savner den. Jeg glæder mig til, at den kommer og overvælder mig endnu en gang.

Istapper, der smukt sender klagesang ud i verden. Faldende snefnug, ingen er ens. På kælk susende ned af bakken. Varm te på en kold dag. Glæden ved at sidde under dynen.
Men jeg nyder også vinter. Den er skøn, og hyggen er altoverskyggende. Med sne i håret og en varm kop kakao ventede indenfor. Jeg er glad for, at den er her, vinteren. Jeg har savnet den.

Sommer-vinter-sommer-vinter-sommer-vinter
Det er for mig ikke til at sige, hvad der er bedst.

Hvad?

Ind og ud, op af væggen, er der noget der? Nej. Videre endnu. Hvor er det henne? Bag kommoden? Nej, heller ikke. Men hvor så?
Intet er at finde, intet er som før.
Jeg vil have det. Det, der var her engang.
Men det er ingen steder og dog allevegne. Min hjerte sukker efter noget, men noget er der ikke. Min hjerne skriger 'Nu!', men det er allerede da. Intet bliver ved, og intet varer ved. Intet er som jeg vil have det. Min hjerte brister. Solen skinner, og jeg tænker gå din vej.. Men det er ikke solens skyld, den er uden skyld. Eller er den? Jeg ved intet!

Juleforberedelser

Julen nærmer sig med hastige skridt. Foran kirken står en gammel, nydelig herre klædt i det fineste sæt tøj, han ejer. Han er glad. Hans eneste datter har netop født, og med de to skal han fejre sin jul. Det har altid betydet meget for ham, denne højtid. Som barn forsøgte han at få sine forældre til at pynte op til jul allerede i midten af november. Men de var standhaftige, mente at julen hørte til i december.
Det mener han også selv nu, men det er først efter mange år under skarp indflydelse af sin hustru.
Margrethe.
Han tænker tilbage på den kvinde, der fyldte hans liv med glæde i så mange år. Men så rev døden dem fra hinanden. Sådan går det, og livet går videre.
Med et hårdt skub får han kirkedøren op og træder ind i Guds hus. Han er ikke synderligt religiøs, men mener alligevel at dette hører sig til. Med fredsommelige skridt går han op af kirkegulvet. Sidst han gjorde det, var til Mathildes barnedåb, husker han med et smil.
Ved alteret sidder en ung pige med foldede hænder. Da han sætter sig ved siden af hende, ser hun op og smiler. Han smiler igen og undres over, hvad der bringer dette pigebarn til kirken. Han ved jo, at de fleste unge i disse tider undgår kristendommen, som var det den rene pest. Ikke at han selv er det store ideal, hvad det angår. Men alligevel.
I kirken er der fred og ro, og han er tæt på lykken. Selvom han ikke er kristen mere end så mange andre, føler han alligevel Guds kærlighed brænde igennem. Det fryder ham, at hans gamle hjerte endnu er modtagelig overfor dette.

Han går ud af kirken igen og fortsætter med lettet hjerte hen af gaden til butikkerne. Julegaver. Det er efterhånden dét, det hele drejer sig om. Men han ønsker nu alligevel at give det bedste af det bedste til de to engle i hans liv. Intet er for godt til dem.
Efter en time eller to, han husker snart ikke hvor længe, har han findet de perfekte gaver. De er tilrettelagt med så en stor omhug, at han helt er forbløffet over sin egen snarrådighed. Han mindes sine egne julegaver som barn, og husker glæden ved at flå papiret op. Den glæde har Mathilde endnu ikke, men han glæder sig dog til at se lyset i hendes blanke øjne, når hun får den fine bamse, han har købt.
Hjemme igen. Han finder kassen med gammelt julepynt frem og begynder så småt at sætte det op. Han finder den lille nisse, som Margrethe syede engang, hvor hun kedede sig. Den er fin endnu, selvom den efterhånden har et par år på bagen. En rød nissehue strutter lystigt på det lille hoved, og han klukker fornøjet.

Snart oprinder dagen; juledag. Malene og Mathilde er på vej med stegen. Selv sidder han i sin udtjente lænestol og nikker træt. Det har været en drøj omgang med gaver der skulle købes, mad der skulle tilberedes og et hus der skulle gøres rent. Men nu er det overstået, og tilbage er der bare at nyde aftenen i familiens skød.
Det ringer på døren, og med et lykkeligt smil på læberne går han ud og åbner op.

Fravær

Som så meget andet er savnet blot en følelse - en følelse der med tiden viskes ud, glemmes, kastes bort. Men det er ikke en realitet, dét øjeblik man savner. Da er følelsen det altoverskyggende, som der intet positivt kan komme ud af, og man sidder fanget mellem rationalitet og emotionalitet. Ligegyldigt hvor det indre blik vender sig hen, vil det igen og igen møde det savnede. Som en klæbrig masse sidder det fast, og summer altid lige i udkanten af bevidstheden.

Det savnede. Det kan have så ufatteligt mange ansigter. Det kan være noget håndgribeligt: en genstand, hvis lige der aldrig før er set. Det kan være en person: en ven, en mor, en elsket. Og det kan være en tilstand: lykken, glæden. Men ens for det hele er, at fraværet vil udløse savn, det ene måske større end det andet.

Alene. Palle-alene-i-verden følelsen. Alle kender den, følelsen af vitterligt at være fortabt, ene og alene, blot fordi savnet af noget er tilstede.

Det er naturligt, og det er godt (på længere sigt) - men føj, hvor er det dog ubehageligt!

Ud af vinduet

Alene sidder hun nu tilbage. Tænker, drømmer om et liv, der er ved at være til ende. Mens hun sidder i den bløde lænestol og kigger ud af vinduet i fortabelse, bliver øjnene blanke. Den eneste bevægelse der er at se, er munden, der stille bævre.

Udenfor hendes lille, trygge verden af minder, er skoven ved at gå i seng. Bladene lyser kraftigt op med røde, orange og gyldne nuancer, så forskelligt fra hendes indsunkne ansigt. For det bærer præg af et langt liv, det ses tydeligt på farven og rynkerne omkring øjnene. Derfor undgår hun nu spejlet. Hun vil hellere mindes sig selv som et ungt menneske med liv i blikket i stedet for det døde, hun sommetider kan se blive spejlet i sygeplejerskernes øjne.
Demens er ved at overmande hende, men endnu har hun få klare øjeblikke. Dem kan hun lide. Eller også kan hun ikke. For det er i disse øjeblikke, at udmattelsen falder over hende som en tiger på spring. Og den er ikke til at flygte fra, denne tiger. Sulten sniger den sig ind på hende og lægger an til angreb. Hun mærker det ikke engang, når det sker. Det sker bare. Som alt det andet.
Udenfor vinduet ser hun nu et barn komme løbende. Det er en lille dreng, han løber med snublende skridt og er ved at falde over de små ben gang på gang. Bag ham kommer en ung kvinde gående. Med et muntert lille hvin styrter drengen gennem en stor bladbunke, der ligger under et af de orange træer. Han ænser ikke mørket, som nu er ved at være totalt, og det eneste der har hans opmærksomhed, er de faldende blade. Men med et sæt, kigger han op. Det lille hoved drejer rundt og ser ind af vinduet til den gamle dame. Han går lidt nærmere og snart står han med ansigtet op mod den kolde rude.
Nu vågner hun op. Hun ser den lille drengs ansigt og små hænder, der ser ud til at vinke om kap af begejstring. Hun smiler.
Så kommer moren op på siden af sin søn. Hun ser ikke vred ud, men ryster dog undskyldende på hovedet, idet hun går med drengen i hånden.

Tilbage sidder hun nu alene. Venter på det uundgåelige, men dog med et smil på læben.
Drengen og hans smil har hun glemt.

Dagen der gik

For hver eneste dag går tiden hurtigere og hurtigere - som et tog, der allerede er for sent på den og ikke vil risikere mere forsinkelse. Hvad er det, man skal nå?
Der er så meget jeg vil, men så utrolig lidt tid. Livet er fuld af oplevelser, der bare venter på at blive levet, men hvad hvis man ikke når det hele?
Når jeg lægger mig til ro om aftenen, tænker jeg tit over dagen, der er gået; fik jeg gjort det, jeg ville; sagde jeg nu også det rigtige, på det rigtige tidspunkt; fik jeg snakket med dem, der er mig nærmest? Jeg vil helst kunne svare ja til det hele, men det hænder oftere og oftere at svaret må blive et nej. Og det er helt forkert. Min sjæl, mit hoved, ja hele mit indre skriger, at det må gøres om. For der kommer et tidspunkt, hvor den mulighed ikke længere eksisterer. Derfor gælder det for enhver pris om at udleve dagen på en sådan måde, at man om aftenen tænker tilbage med tilfredshed.
Hvis jeg kunne det hver dag, ja så ville jeg være tættere på lykken, end da jeg vågnede. Og er det ikke netop meningen med det hele?