onsdag den 18. marts 2009

Forårets komme

Jeg mærker det helt ind i min sjæl og overalt på min hud. Foråret nærmer sig med listende skridt. I haven og i skoven bryder små, skrøbelige vintergækker, erantiser og påskeliljer op af jorden, mens solen langsomt indtager mit værelse på ny. Gensynet er vidunderligt - det er så lang tid siden, vi sidst mødtes, foråret og jeg.

Jeg vågner om morgenen med kroppen fuld af energi og er ufatteligt klar på den nye dags komme. Jeg cykler i skole med kun én ekstra trøje på, og vinterstøvlerne er nu for alvor lagt på hylden. I skolen falder jeg i staver, ser gennem vinduet og ud på foråret og glæder mig til igen at komme ud blandt strålerne. Gymnasiet er mørkt. At gå ind gennem dørene er en pinsel for mine lemmer - ikke på grund af timerne, men fordi solen ikke trænger igennem den tunge bygnings tykke mure.
Mens jeg laver lektier, drister solens klare stråler sig til at trænge igennem den beskidte rude og afslører støvet fra de foregangne lange, kolde måneder. Min drejende lysestage sender reflektioner af lyset rundt og rundt i en uendelighed, mens fuglene kvidrer og leger i trækronerne. De er fornøjede, præcis som jeg. For nu kommer foråret med al sin glans, livsglæde, varme og lys.

Ingen kommentarer: