Fravær

Som så meget andet er savnet blot en følelse - en følelse der med tiden viskes ud, glemmes, kastes bort. Men det er ikke en realitet, dét øjeblik man savner. Da er følelsen det altoverskyggende, som der intet positivt kan komme ud af, og man sidder fanget mellem rationalitet og emotionalitet. Ligegyldigt hvor det indre blik vender sig hen, vil det igen og igen møde det savnede. Som en klæbrig masse sidder det fast, og summer altid lige i udkanten af bevidstheden.

Det savnede. Det kan have så ufatteligt mange ansigter. Det kan være noget håndgribeligt: en genstand, hvis lige der aldrig før er set. Det kan være en person: en ven, en mor, en elsket. Og det kan være en tilstand: lykken, glæden. Men ens for det hele er, at fraværet vil udløse savn, det ene måske større end det andet.

Alene. Palle-alene-i-verden følelsen. Alle kender den, følelsen af vitterligt at være fortabt, ene og alene, blot fordi savnet af noget er tilstede.

Det er naturligt, og det er godt (på længere sigt) - men føj, hvor er det dog ubehageligt!

Ud af vinduet

Alene sidder hun nu tilbage. Tænker, drømmer om et liv, der er ved at være til ende. Mens hun sidder i den bløde lænestol og kigger ud af vinduet i fortabelse, bliver øjnene blanke. Den eneste bevægelse der er at se, er munden, der stille bævre.

Udenfor hendes lille, trygge verden af minder, er skoven ved at gå i seng. Bladene lyser kraftigt op med røde, orange og gyldne nuancer, så forskelligt fra hendes indsunkne ansigt. For det bærer præg af et langt liv, det ses tydeligt på farven og rynkerne omkring øjnene. Derfor undgår hun nu spejlet. Hun vil hellere mindes sig selv som et ungt menneske med liv i blikket i stedet for det døde, hun sommetider kan se blive spejlet i sygeplejerskernes øjne.
Demens er ved at overmande hende, men endnu har hun få klare øjeblikke. Dem kan hun lide. Eller også kan hun ikke. For det er i disse øjeblikke, at udmattelsen falder over hende som en tiger på spring. Og den er ikke til at flygte fra, denne tiger. Sulten sniger den sig ind på hende og lægger an til angreb. Hun mærker det ikke engang, når det sker. Det sker bare. Som alt det andet.
Udenfor vinduet ser hun nu et barn komme løbende. Det er en lille dreng, han løber med snublende skridt og er ved at falde over de små ben gang på gang. Bag ham kommer en ung kvinde gående. Med et muntert lille hvin styrter drengen gennem en stor bladbunke, der ligger under et af de orange træer. Han ænser ikke mørket, som nu er ved at være totalt, og det eneste der har hans opmærksomhed, er de faldende blade. Men med et sæt, kigger han op. Det lille hoved drejer rundt og ser ind af vinduet til den gamle dame. Han går lidt nærmere og snart står han med ansigtet op mod den kolde rude.
Nu vågner hun op. Hun ser den lille drengs ansigt og små hænder, der ser ud til at vinke om kap af begejstring. Hun smiler.
Så kommer moren op på siden af sin søn. Hun ser ikke vred ud, men ryster dog undskyldende på hovedet, idet hun går med drengen i hånden.

Tilbage sidder hun nu alene. Venter på det uundgåelige, men dog med et smil på læben.
Drengen og hans smil har hun glemt.

Dagen der gik

For hver eneste dag går tiden hurtigere og hurtigere - som et tog, der allerede er for sent på den og ikke vil risikere mere forsinkelse. Hvad er det, man skal nå?
Der er så meget jeg vil, men så utrolig lidt tid. Livet er fuld af oplevelser, der bare venter på at blive levet, men hvad hvis man ikke når det hele?
Når jeg lægger mig til ro om aftenen, tænker jeg tit over dagen, der er gået; fik jeg gjort det, jeg ville; sagde jeg nu også det rigtige, på det rigtige tidspunkt; fik jeg snakket med dem, der er mig nærmest? Jeg vil helst kunne svare ja til det hele, men det hænder oftere og oftere at svaret må blive et nej. Og det er helt forkert. Min sjæl, mit hoved, ja hele mit indre skriger, at det må gøres om. For der kommer et tidspunkt, hvor den mulighed ikke længere eksisterer. Derfor gælder det for enhver pris om at udleve dagen på en sådan måde, at man om aftenen tænker tilbage med tilfredshed.
Hvis jeg kunne det hver dag, ja så ville jeg være tættere på lykken, end da jeg vågnede. Og er det ikke netop meningen med det hele?

Irriterende snak

Som jeg sidder her, får jeg lyst til at skrive noget så frygteligt, men inspiration er totalt, helt og aldeles væk - måske derfor en noget dårlig indledning på noget, som jeg ville lade folk tro, er gennemtænkt. Den chance har jeg nu ødelagt.

Jeg kan selvfølgelig slette det, jeg endnu har skrevet - men det ville af en eller anden grund være forkert. Mest af alt fordi dét åbenbart er det eneste min sølle hjerne kan kreere på nuværende tidspunkt. Smukt.. Okay, løfte til mig selv: dette må ikke slettes, ligegyldigt hvad jeg skulle komme på at tænke!

Nå.. Kom så.. Kom her, små tanker, små idéer. Helt væk kan I da ikke være. Eller hvad?

Jeg er glad for, at jeg ikke skal udføre sådan noget på bestilling, for det ville muligvis ikke kunne lade sig gøre.
Så nu skriver jeg bare det første ord, der falder mig ind:
... jordbærkage ...
Øhh?
Ja, hvad kan vi udlede af det. Jeg er muligvis et meget kageglad menneske, men det er nu ingen hemmelighed. Hvorfor jeg tænker på det nu, er straks en anden sag.
Måske fordi jeg lige sad og tænkte på Beatles (altså, de er jo fantastiske, så hvorfor ikke?). De har lavet denne dejlige sang kaldet 'Strawbarry Fields Forever' - jeg tror, det var den, jeg kom til at perspektivere til.

Åh nej, nu kom jeg til at læse hele min 'tekst igennem - det var nok dumt. Men grundet min beslutning om ikke at slette noget, vil jeg blot skrive videre.

Lige nu sidder jeg med en alt for enorm lektiebyrde på mine små, svage skuldre. Dansk aflevering til tirsdag, som jeg endnu ikke er nået så langt med; NV-rapport over ting jeg knapt forstår og så ellers det generelle. Er det hårdt? Tja, en smule. Men ikke mere end at jeg kan klare det - sagde jeg til mine bekymrede familiemedlemmer i dag, da de var til fødselsdag. Jeg tror bare, at tiden er sådan lige nu - starten på gymnasiet tærer hårdt på ens kræfter. Sådan er det, men alligevel skal man tænke sig om en ekstra gang, før man takker ja til en aftale. For var der egentlig ikke liige et par lektier, der skulle laves der?

Jeg må nok hellere stoppe - jeg kan vitterligt ikke se, hvad interesse dette skulle have for nogen. Og nu kan jeg ikke slette det...
Pokkers løfter (og pokkers samvittighed...)

Betydningen af ødelagte øreringe

Pokkers!

Ting kan gå i stykker, har jeg lige måtte erfare..
Mine absolutte ynglingsøreringe har lige besluttet sig for at forlade denne verden på den mest uchamerende måde - de er gået i stykker ved blot at ligge ganske roligt (skulle man tro) i min taske.

Så igen: Pokkers!

Det får mig til at tænke over, at intet er evigt. Ikke bare mine skønne øreringe, men også alt det andet. Alt det vi går og bruger hver dag, og de personer vi omgiver os med - intet vil vare evigt. Og det værste er næsten, at der intet er at gøre ved det. For selvfølgelig kunne jeg have anbragt mine øreringe i en æske, hvor de kunne ligge og fryde sig. Men så ville jeg ikke have nytte af dem, og ergo ville de ikke være mine ynglingsøreringe, og dermed ikke en betydelig ting. Så ville jeg ikke savne dem, hvis de skulle gå i stykker nede i æsken - hvor jeg havde lagt dem for at det netop IKKE skulle ske.
Så faktisk er der god mening med, at ting kan gå i stykker. For hvis muligheden ikke er der, så vil tingene miste deres betydning. Hvis de mister betydningen, er der ingen grund til, at de skal vare evigt - og ingen grund til at jeg skulle ønske det.

Inderst inde sidder jeg jo faktisk og smiler nu - ikke fordi mine øreringe er gået i stykker (pokker tage det!), men fordi de kan.