Ud af vinduet

Alene sidder hun nu tilbage. Tænker, drømmer om et liv, der er ved at være til ende. Mens hun sidder i den bløde lænestol og kigger ud af vinduet i fortabelse, bliver øjnene blanke. Den eneste bevægelse der er at se, er munden, der stille bævre.

Udenfor hendes lille, trygge verden af minder, er skoven ved at gå i seng. Bladene lyser kraftigt op med røde, orange og gyldne nuancer, så forskelligt fra hendes indsunkne ansigt. For det bærer præg af et langt liv, det ses tydeligt på farven og rynkerne omkring øjnene. Derfor undgår hun nu spejlet. Hun vil hellere mindes sig selv som et ungt menneske med liv i blikket i stedet for det døde, hun sommetider kan se blive spejlet i sygeplejerskernes øjne.
Demens er ved at overmande hende, men endnu har hun få klare øjeblikke. Dem kan hun lide. Eller også kan hun ikke. For det er i disse øjeblikke, at udmattelsen falder over hende som en tiger på spring. Og den er ikke til at flygte fra, denne tiger. Sulten sniger den sig ind på hende og lægger an til angreb. Hun mærker det ikke engang, når det sker. Det sker bare. Som alt det andet.
Udenfor vinduet ser hun nu et barn komme løbende. Det er en lille dreng, han løber med snublende skridt og er ved at falde over de små ben gang på gang. Bag ham kommer en ung kvinde gående. Med et muntert lille hvin styrter drengen gennem en stor bladbunke, der ligger under et af de orange træer. Han ænser ikke mørket, som nu er ved at være totalt, og det eneste der har hans opmærksomhed, er de faldende blade. Men med et sæt, kigger han op. Det lille hoved drejer rundt og ser ind af vinduet til den gamle dame. Han går lidt nærmere og snart står han med ansigtet op mod den kolde rude.
Nu vågner hun op. Hun ser den lille drengs ansigt og små hænder, der ser ud til at vinke om kap af begejstring. Hun smiler.
Så kommer moren op på siden af sin søn. Hun ser ikke vred ud, men ryster dog undskyldende på hovedet, idet hun går med drengen i hånden.

Tilbage sidder hun nu alene. Venter på det uundgåelige, men dog med et smil på læben.
Drengen og hans smil har hun glemt.