onsdag den 19. november 2008

Dagen der gik

For hver eneste dag går tiden hurtigere og hurtigere - som et tog, der allerede er for sent på den og ikke vil risikere mere forsinkelse. Hvad er det, man skal nå?
Der er så meget jeg vil, men så utrolig lidt tid. Livet er fuld af oplevelser, der bare venter på at blive levet, men hvad hvis man ikke når det hele?
Når jeg lægger mig til ro om aftenen, tænker jeg tit over dagen, der er gået; fik jeg gjort det, jeg ville; sagde jeg nu også det rigtige, på det rigtige tidspunkt; fik jeg snakket med dem, der er mig nærmest? Jeg vil helst kunne svare ja til det hele, men det hænder oftere og oftere at svaret må blive et nej. Og det er helt forkert. Min sjæl, mit hoved, ja hele mit indre skriger, at det må gøres om. For der kommer et tidspunkt, hvor den mulighed ikke længere eksisterer. Derfor gælder det for enhver pris om at udleve dagen på en sådan måde, at man om aftenen tænker tilbage med tilfredshed.
Hvis jeg kunne det hver dag, ja så ville jeg være tættere på lykken, end da jeg vågnede. Og er det ikke netop meningen med det hele?

Ingen kommentarer: