Fravær

Som så meget andet er savnet blot en følelse - en følelse der med tiden viskes ud, glemmes, kastes bort. Men det er ikke en realitet, dét øjeblik man savner. Da er følelsen det altoverskyggende, som der intet positivt kan komme ud af, og man sidder fanget mellem rationalitet og emotionalitet. Ligegyldigt hvor det indre blik vender sig hen, vil det igen og igen møde det savnede. Som en klæbrig masse sidder det fast, og summer altid lige i udkanten af bevidstheden.

Det savnede. Det kan have så ufatteligt mange ansigter. Det kan være noget håndgribeligt: en genstand, hvis lige der aldrig før er set. Det kan være en person: en ven, en mor, en elsket. Og det kan være en tilstand: lykken, glæden. Men ens for det hele er, at fraværet vil udløse savn, det ene måske større end det andet.

Alene. Palle-alene-i-verden følelsen. Alle kender den, følelsen af vitterligt at være fortabt, ene og alene, blot fordi savnet af noget er tilstede.

Det er naturligt, og det er godt (på længere sigt) - men føj, hvor er det dog ubehageligt!