Som jeg sidder her, får jeg lyst til at skrive noget så frygteligt, men inspiration er totalt, helt og aldeles væk - måske derfor en noget dårlig indledning på noget, som jeg ville lade folk tro, er gennemtænkt. Den chance har jeg nu ødelagt.
Jeg kan selvfølgelig slette det, jeg endnu har skrevet - men det ville af en eller anden grund være forkert. Mest af alt fordi dét åbenbart er det eneste min sølle hjerne kan kreere på nuværende tidspunkt. Smukt.. Okay, løfte til mig selv: dette må ikke slettes, ligegyldigt hvad jeg skulle komme på at tænke!
Nå.. Kom så.. Kom her, små tanker, små idéer. Helt væk kan I da ikke være. Eller hvad?
Jeg er glad for, at jeg ikke skal udføre sådan noget på bestilling, for det ville muligvis ikke kunne lade sig gøre.
Så nu skriver jeg bare det første ord, der falder mig ind:
... jordbærkage ...
Øhh?
Ja, hvad kan vi udlede af det. Jeg er muligvis et meget kageglad menneske, men det er nu ingen hemmelighed. Hvorfor jeg tænker på det nu, er straks en anden sag.
Måske fordi jeg lige sad og tænkte på Beatles (altså, de er jo fantastiske, så hvorfor ikke?). De har lavet denne dejlige sang kaldet 'Strawbarry Fields Forever' - jeg tror, det var den, jeg kom til at perspektivere til.
Åh nej, nu kom jeg til at læse hele min 'tekst igennem - det var nok dumt. Men grundet min beslutning om ikke at slette noget, vil jeg blot skrive videre.
Lige nu sidder jeg med en alt for enorm lektiebyrde på mine små, svage skuldre. Dansk aflevering til tirsdag, som jeg endnu ikke er nået så langt med; NV-rapport over ting jeg knapt forstår og så ellers det generelle. Er det hårdt? Tja, en smule. Men ikke mere end at jeg kan klare det - sagde jeg til mine bekymrede familiemedlemmer i dag, da de var til fødselsdag. Jeg tror bare, at tiden er sådan lige nu - starten på gymnasiet tærer hårdt på ens kræfter. Sådan er det, men alligevel skal man tænke sig om en ekstra gang, før man takker ja til en aftale. For var der egentlig ikke liige et par lektier, der skulle laves der?
Jeg må nok hellere stoppe - jeg kan vitterligt ikke se, hvad interesse dette skulle have for nogen. Og nu kan jeg ikke slette det...
Pokkers løfter (og pokkers samvittighed...)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
Godt, du ikke slettede det.
Skrivelser som din seneste, kan, hvis de bevares, blive fantastiske billeder af vores/din mentalitet, når du kigger tilbage. Lidt ligesom ligenes positioner i Pompei - det fortalte en historie, og deres levn er blevet til mange spændende beretninger. Du lukker os, læserne, ind i din bevidsthed med en tekst som denne.
Alligevel holder du os fast - vi vil vide, om du ender med at få lavet noget, du er tilfreds med - noget, der egentligt har mening for dig.
Genial, som din tekst om ørenringen, er den nu ikke - men ganske behagelig og, som sagt, en dør ind til din bevidsthed - hvilket jeg synes er magisk.
- Mathias Andersen
Jeg kan ikke være andet end enig! inspirationen forlader fuldstændig en, når man sidder og laver cosinus og sinus beregninger - i Længden kan det godt blive lidt for tørt, vil jeg gerne indrømme!
For tiden er mit liv, ligesom dit, intet andet end lektier, lektier... og lektier. Det er ikke rart. Men vi må håbe, der snart kommer ro på igen.
nå, men tilbage til dit "arbejde": Jeg kan godt lide den måde, hvor på du henvender dig til dig selv (løftet). Det er super godt! og ja: Beatles! Du ved, vi er enige på det punkt (I wish we lived in the sixties;))
- Rebecca
Send en kommentar